Chorus line på Gamle Scene i balletten Come Fly Away til Frank Sinatras sange., Foto Camilla Winther

Rod i jazzen

Af Per Lundsgaard 7. september 2020

Den Kongelige Ballet er tilbage på Gamle Scene efter corona-nedlukning og HURRA for det - de har været savnet, men man kunne dog godt have ønsket at det ville være med en lidt mere vellykket forestilling end den rodede jazzballet Come Fly Away.

Titel: Come Fly Away

Teater: Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Spilleperiode: 5. september - 2. oktober

Alt er relativt - i programmet til Come Fly Away fortæller man at den amerikanske udgave fra 2010 var en kæmpesucces på Broadway - den gik i seks måneder på den kendte teatergade i New York for under halve huse - næppe nogen kæmpesucces, men det går man vel ud fra at størstedelen af publikum i salen ikke ved noget om, og det ved programredaktøren åbenbart heller ikke. 

Det er også en meget rodet omgang man bliver præsenteret for i en temmelig karakterløs version til premieren på Gamle Scene. Det er dejligt at sidde der og se danserne danse på scenen - lad mig straks slå det fast, og man er også taknemmelig over at få lov at sidde der - kun 450 af teatrets pladser er til salg, så jeg var glad helt ind i sjælen, men nu sidder jeg jo der for at skulle anmelde en forestilling og ikke for min egen skyld og glæde, for jeg kan kun give oplevelsen af at sidde på vores smukke nationalscene og se på smukke dansere vise deres svære kunst som jo kræver et helt liv i træningssalen seks stjerner - eller endnu flere hvis jeg havde muligheden. Men nu drejer det sig jo altså om den Twyla Tharp ballet der var på programmet og man havde valgt skulle genåbne Den Kongelige Ballet efter nedlukning.

På papiret er det da også en god idé med en glad og ubekymret showballet til herlige genkendelige melodier med Frank Sinatras fløjlsbløde stemme til at glemme den verden vi lever i lige nu. At drømme os væk til en natklub i slut 50'erne med antydede historier om søgen efter kærlighed, jalousi og begær. Det er bare ikke en god forestilling at Twyla Tharp har skabt og iscenesættelsen fik ikke givet danserne lov til at skabe nogle markante karakterer. Værst gik det ud over Guilherme De Menezes og Caroline Baldwin som det sjove, kiksede par - der endte i umorsomme klicheer. Det gik noget bedre for Gregory Dean og Holly Dorger i de mere håndfaste koreografier, samt for Liam Redhead i smukke melankolske soloer hvor man ser en fin følsomhed under den ydre macho som slår mere igennem i sexede pas de deuxer med Camilla Ruelykke Holst. Marcin Kupinski og Birgitta Lawrence har også fine øjeblikke, men deres karakterer synes at være lidt en sammenblanding af de andres og ikke så interessante. Lena -Maria Gruber for æren af de grimmeste mormortrusser som lokkende femme fatale, og i korpset skiller Matteo Di Loreto sig ud med sexet charme - de to andre herrer virker lettere forvirrede over deres medvirken, og hos damerne viser Stephanie Chen Gundorph nok aftenens mest lækre ben, mens Carling Talcott-Steenstra har det helt rette look til forestillingen. 

Bedst samles forestillingen og koreografien mod slutningen af 2. akt - hvor danserne også tager mere tøj af - og en herlig finale gør at man har glemt en fuldstændig ubetydelig 1. akt. Glemmes skal ikke et aldeles forrygende orkester under ledelse af Chris Minh Doky i et præcist afstemt lyd design af Tobias Berg og det smukkeste lysdesign af Donald Holder. Tænk hvad en "rigtig" Broadway-koreograf kunne få ud af de dansere og den musik!

Seks stjerner og mere til at sidde på Gamle Scene igen og se et hold af skarpt trænede dansere yde deres ypperste og slå sig løs med jazzen - tre stjerner for den forestilling de skulle igennem. 

 

 

 

Tjek os ud

Teater

Annonce

Bedste hotelmorgenmad i København

Er morgenmad virkelig det nye “sort”?

Nogle siger, at morgenmad er det vigtigste måltid på dagen, men graver man efter bevis for dette, ...

Hotel Skovly - en perle på Bornholm 

Endnu en påskeferie er bag os. Folk har forskellige præferencer, når det kommer til hvordan og hvad de bruger ...

Hotel Skovly ligger i nærheden af Rønne og er let fremkommeligt uanset om man bruger den offentli...

Händels oratorie Saul er blevet en flot operaproduktion på Operaen.

Flot sceneudgave af Händels barokoratorie om Kong Saul

Operaen har set rigtigt med igen at invitere den visonære operainstruktør Barrie Kosky til København. Ligesom ...

24. mar
Forestillingn 2:22 på NørregadeTeatret er et rigtig godt teatergys om spøgelser.

Sikkert teatergys

NørregadeTeatret har sammen med Sjællands Teater taget en ikke ofte spillet teatergenre i Danmark op,nemlig te...

18. mar
Der er masser af spas i opesætningen af Ariadne på Naxos på Operaen, men det trætter i længden.

Smuk sang og forvirring

Ariadne på Naxos er fuld af den skønneste musik fra Richard Strauss, som bliver flot formidlet på Operaen i en...

16. mar
Askepot med Lions Musical er et flot show.

Musikken redder Askepot

Den nye musicaludgave af eventyret om Askepot er et flot show i Tivolis Koncertsal – med masser af god musik s...

9. mar