Den tilgivende kærlighed

Denne opsætning af Giselle havde premiere i oktober 2016, og som dengang er forestillingens store problem scenografien. Både dekorationen og kostumerne er distraherende for dansen og historien. Farveskalaen er på sin vis smuk nok; de brunlige efterårsfarver leder tankerne hen på romantiske malerier fra det tyske Rhinland hvor Giselle foregår. Ideen med dørene til en anden dimension i anden akt  kunne også have været en god idé men bliver ikke rigtigt indlysende i Nikolaj Hübbes og Silja Schandorffs ellers ganske flotte og præcise iscenesættelse. 

Udover dekorationen er det en nærmest perfekt Giselle-aften. Holly Jean Dorger er en lynende skarp ballerina, men her får hun også lov til at vise en rørende sårbarhed som klæder hende. Hendes tilgivelse af Albrecht i anden akt er hjerteskærende smuk. Hendes Albrecht er en smuk og sikker Jonathan Chmelensky der har fået godt fat i Albrechts dobbeltliv som adelsmand der leger bonde. 

Første akts berømte bonde pas de deux danses med bravour af Silvia Selvini og Alexander Bozinoff, Jón Axen Fransson er en ilter Hilarion, og aftenens store overraskelse er unge Emma Riis-Kofoed som den kolde Myrtha, Williernes dronning – hun danser partiet med kraft og sikkerhed i hvert et trin. 

Det Kongelige Kapel spiller Adolphe Adams romantiske musik med romantisk passion under ledelse af Garret Kreast – så Giselle var også her i gode hænder. Det var ligeledes glædeligt at se hvor naturligt mimen blev leveret. Især var Mette Bødtcher stærk som Giselles mor – og hvor medlevende publikum var i historien. Hvis dog bare man havde haft en anden scenografi.