Dryp-dryp-dryp - en far i sorg

Hvert år begår mellem 6.000 - 12.000 mennesker i Danmark selvmord, og det berører også endnu flere efterladte så op i mod 30.000 danskere er hvert år berørt af selvmord. Det er der al mulig grund til at lave en relevant teaterforestilling ud af. Teater Limbus præsenterer på Teater Vestvolden den svenske monolog forestilling Smutsiga ögon som på dansk er blevet til Kære Far - et sidste farvel da den er baseret på et virkeligt selvmordsbrev fra en datter til sin far.

Det er hårde sager - og det bliver et problem for forestillingen at man ikke rigtig har sympati for hverken faderen eller datteren - og det skyldes mest måden hvorpå man har sat forestillingen på scenen - jeg har nemlig sjældent oplevet mere deprimerende teater. Nu skal en forestilling om selvmord jo af åbenlyse årsager heller ikke være en munter komedie, den smertelige frustration har en naturlig og vigtig del af fortællingen, men denne iscenesættelse som vi ikke ved hvem der har lavet - det fremgår hverken af program eller pressemateriale -føles en smule hjælpeløs og ufokuseret.

Der er taget nogle mærkværdige valg, såsom at det konstant drypper fra loftet ned i en spand, og at Ulla Abildgaard, der spiller (og i virkeligheden er) Ulver Skuli Abildgaards fortællerfars datter Lærke, er sat til at småsynge børnesange i baggrunden i lange passager. Begge dele er med til at tage fokus væk fra den tekst som Ulver Skuli Abildgaard egentlig leverer så fint og værdigt. Det er også underligt at vi er i en kulisse der virker meget beskidt, jeg ved godt at det refererer til tekstens tale om det beskidte som datteren beskylder faderens verden at være. Men er vi hjemme hos faderen - så er det mærkeligt at han bor som i en ungdomshybel, eller er vi hos datteren - hvorfor er der så beskidt, er hun selv så uren som hun beskylder andre for at være?

Teksten er for sin vis ganske rørende og rammende, og som nævnt så leverer Ulver Skuli Abildgaard den med en lidelsesfyldt indlevelse - men mærker den ubærlige sorg over tabet af datteren, og den vrede på alle inklusive sig selv som datterens selvmord afstedkommer. Det er smukt og vedkommende teater. Jeg tror forestillingen ville gøre godt af at blive set på igen af en instruktør, og så tror jeg at den vil egne sig bedst som det den er, nemlig en monolog - at have datterens genfærd tilstede er unødvendigt - og grænser vise steder til det patetiske.